Rapport: Seksuel vold er udbredt på migrationsruten mod Europa

Seksuel vold er et omfattende og ofte overset problem for flygtninge og migranter på den centrale middelhavsrute mod Europa. Det konkluderer en ny rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Røde Kors.

Rapporten er udarbejdet af forskerne Sine Plambech og Loan Torondel fra DIIS i samarbejde med Røde Kors og undersøger seksuel vold langs den centrale middelhavsrute, der strækker sig fra lande i Afrika syd for Sahara og Afrikas Horn gennem transitlande som Sudan, Niger og Libyen mod Europa.

Ifølge rapporten er seksuel vold ikke et enkeltstående fænomen, men forekommer gennem hele migrationsforløbet.

Rapporten bygger på en gennemgang af 286 kilder samt 15 interviews med fagpersoner, der arbejder med personer, som har overlevet seksuel vold. Gennemgangen viser, at mellem 50 og 90 procent af de kvindelige migranter og flygtninge på ruten udsættes for seksuel vold, og at andelen i nogle tilfælde nærmer sig 100 procent.

-“De seksuelle overgreb er systematiske og en nærmest integreret del af turen mod Europa, og det betyder, at særligt kvinder er meget, meget udsatte på den i forvejen farlige rute”, siger Mette Norling Schmidt, teamleder ved Migration, Protection and Climate hos Røde Kors i Danmark.

Volden forekommer gennem hele rejsen

Ifølge rapporten forekommer seksuel vold på alle stadier af migrationsrejsen. Overgrebene beskrives som særligt udbredte i Libyen, i Saharaørkenen og i centrale transitområder i Niger.

Rapporten dokumenterer blandt andet voldtægt, gruppevoldtægt, seksuel tortur, tvungen overvågning af overgreb mod andre samt seksuelle ydelser i bytte for beskyttelse, transport eller adgang til basale fornødenheder.

Ifølge rapporten begås overgrebene hovedsageligt af menneskesmuglere, menneskehandlere, bevæbnede grupper og myndighedspersoner. I enkelte tilfælde nævnes også personer inden for migrant- eller hjælpesystemer.

Rapporten peger på, at seksuel vold ofte anvendes som et redskab til kontrol, tvang, afpresning og ydmygelse.

Manglende hjælp og anmeldelser

Røde Kors fremhæver, at mange overgreb aldrig bliver anmeldt, blandt andet på grund af frygt for stigmatisering og manglende støtte.

-“Det betyder også, at omfanget sandsynligvis er endnu større end dokumenteret”, siger Mette Norling Schmidt.

Hun peger samtidig på, at adgangen til støtte og behandling ofte er begrænset, særligt i de områder, hvor migranter opholder sig midlertidigt under rejsen.

-“Adgang til støtte og behandling er ofte utilstrækkelig og vanskeligt tilgængelig, særligt i transitområder, hvor mennesker er på farten og opholder sig midlertidigt. Og vi ved, at ofrene ofte vil være tilbageholdende med at søge hjælp af frygt for at blive fængslet eller sendt tilbage. Derfor er rapporten her så vigtig. For problemet er ekstremt omfattende og kræver øget handling for at sikre bedre beskyttelse af og støtte til ofrene”, siger Mette Norling Schmidt.

Rapporten blev præsenteret ved et seminar mandag den 8. juni.

Fakta om den centrale middelhavsrute

Den centrale middelhavsrute er en af de mest benyttede irregulære migrationsruter til Europa. Ruten går fra Afrika syd for Sahara og Afrikas Horn gennem blandt andet Sudan og Niger til Nordafrika, især Libyen og Tunesien, og videre mod Europa, primært Italien og Malta.

Ifølge oplysninger i rapporten er mindst 26.690 mennesker siden 2014 registreret døde eller forsvundet under forsøg på at krydse Middelhavet ad denne rute.