Andy Warhols portræt af Dronning Margrethe kommer på auktion

To portrætter fra Andy Warhols berømte serie Reigning Queens bliver snart sat til salg hos Bruun Rasmussen. Der er tale om portrætter af Dronning Margrethe II af Danmark og Dronning Elizabeth II af Storbritannien, skabt af den amerikanske popkunstner i 1985.

Portrættet af Dronning Margrethe tager udgangspunkt i det officielle regentportræt fotograferet af Rigmor Mydtskov ved tronbestigelsen i 1972. Portrættet af Dronning Elizabeth II er baseret på et officielt fotografi taget af Peter Grugeon på Windsor Castle i 1975 og senere udgivet i forbindelse med dronningens sølvjubilæum i 1977.

Begge portrætter viser dronningerne med royale ordensbånd, tiaraer og ceremonielle smykker.

-”Vi er glade for at kunne præsentere disse to fantastiske portrætter af henholdsvis Danmarks Dronning Margrethe II og Storbritanniens Dronning Elizabeth II – to verdensberømte monarker fortolket af Andy Warhol, kongen af Pop Art, der selv blev et ikon,” fortæller Kathrine Eriksen, specialist i moderne kunst hos Bruun Rasmussen.

Warhol skabte serien Reigning Queens som en hyldest til fire regerende kvindelige monarker, der havde arvet tronen gennem fødselsret: Dronning Elizabeth II af Storbritannien, Dronning Beatrix af Holland, Dronning Ntombi Twala af Swaziland og Dronning Margrethe II af Danmark.

Ved hjælp af officielle fotografier som forlæg skabte Warhol fire farvevarianter af hver dronning ved brug af sin karakteristiske silketryksteknik.

-”Dronninge-serien indkapsler Warhols fascination af verdensomspændende berømmelse, strukturelle og sociale hierarkier samt mediernes enorme magt. I dag er Warhols værker næsten lige så legendariske som de regenter, der på hver deres måde har sat et eviggyldigt aftryk på historien,” fortæller Kathrine Eriksen.

Ifølge Bruun Rasmussen blev de fire dronninger orienteret om projektet, inden serien gik i trykken, og de reagerede forskelligt på nyheden.

Portrættet af Dronning Elizabeth II er vurderet til mellem 800.000 og 1 million kroner, mens portrættet af Dronning Margrethe II er vurderet til mellem 250.000 og 300.000 kroner.

Begge værker sælges på Bruun Rasmussens liveauktion for moderne kunst den 17. juni.