Det ser ud til at blive usædvanligt varmt i Danmark i de kommende dage, hvilket har fået Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til at varsle hedebølge.
Meteorologerne har de seneste dage observeret, hvordan varmen er kommet tættere på, hvilket fik DMI til at udsende et forvarsel om hedebølge. Torsdag eftermiddag er forvarslet nu blevet til et konkret varsel, gældende for stort set hele landet fra fredag kl. 12.00 til søndag kl. 21.00. I den periode forventer DMI en gennemsnitstemperatur på 30 grader eller mere. Der er tale om et såkaldt kategori 2-varsel om “farligt vejr”.
Ifølge DMI viser prognoserne dagtemperaturer fredag på omkring 30 grader, mens det lørdag og søndag kan blive op mod 35 grader varmt. Samtidig vil luftens fugtighed få det til at føles endnu varmere.
Hedebølgen skyldes et markant lavtryk over Nordvesteuropa, som sender massiv varme op over Danmark fra kontinentet.
Varmen kan slutte med tordenvejr og kraftige byger søndag aften eller mandag morgen, da en koldfront presser på fra nordvest.
:NB:



