Thorkild Fogde stopper som rigspolitichef

Thorkild Fogde i uniform

Thorkild Fogde stopper som rigspolitichef og tiltræder 1. august som politidirektør i Københavns Vestegns Politi. Rokaden sker som led i en større omrokering blandt de øverste chefer i politi og anklagemyndighed.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Justitsministeriet.

Efter indstilling fra justitsminister Nicolai Wammen har Hans Majestæt Kongen udnævnt en række nye chefer på Justitsministeriets område. Ifølge Justitsministeriet gennemføres rokaden, fordi åremålsansættelserne for en betydelig del af de øverste chefer udløber, og formålet er at sammensætte det ledelsesmæssigt stærkeste hold frem mod 2030.

Thorkild Fogde afløses som rigspolitichef af den nuværende rigsadvokat Lasse Boje Nielsen, mens Caroline Østergaard Nielsen fungerer som rigsadvokat, indtil stillingen besættes permanent.

Justitsminister Nicolai Wammen takker i pressemeddelelsen Thorkild Fogde for hans indsats.

– Jeg vil gerne rette en tak til Thorkild Fogde og de øvrige, der forlader deres hidtidige stillinger, for den indsats, de hver især hidtil har leveret til dansk politi og anklagemyndighed, siger justitsministeren.

Skarp kritik af Thorkild Fogde

Thorkild Fogde har den seneste tid har været under skarp kritik i kølvandet på sagen om politiets henlæggelse af sager uden egentlig efterforskning.

I sidste uge sagde justitsministeren, at der skal “rettes op” og “ryddes op” i politiet. Det skete efter Rigsrevisiionen og Statsrevisoerne i sidste måned udtale kritik mod politiets praksis med at henlægge sager uden reel efterforskning.

På et samråd i Folketinget i sidste uge erklærede en række af Folketingets retsordførere, at de ikke havde tillid til rigspolitichefen efter at Thorkild Fogde på et lukket møde med ordførerne oplyste, at han ikke kendte til, at politiet henlagde sager uden reel efterforskning for at spare ressourcer. Han oplyste samtidig, at han heller ikke kendte til betegnelsen “vask af sager”, som praksissen også omtales.

Rokaden omfatter desuden en række andre udnævnelser, herunder en ny chef for Politiets Efterretningstjeneste samt flere nye og genudnævnte politidirektører og statsadvokater.

:NB: