Danmark øger den humanitære støtte til Mellemøsten med en ny hjælpepakke på 85 millioner kroner til Palæstina og Libanon.
Støtten blev annonceret i forbindelse med et møde i EU’s donorgruppe for Palæstina og fordeles med 60 millioner kroner til humanitære indsatser i Palæstina og 25 millioner kroner til Libanon.
Ifølge Udenrigsministeriet er den humanitære situation fortsat kritisk. I Gaza er størstedelen af befolkningen afhængig af fødevarehjælp, sundhedsvæsenet er under massivt pres, og mange skoler har behov for genopbygning. På Vestbredden har israelske militære operationer i de nordlige områder ført til omfattende ødelæggelser og fordrivelse af omkring 40.000 mennesker. Ministeriet peger samtidig på en eskalering af bosætteraktiviteter og bosættervold.
I Libanon vurderer FN, at omkring 1,4 millioner mennesker har behov for humanitær bistand efter de seneste kamphandlinger mellem Hizbollah og Israel. Mere end én million mennesker er ifølge ministeriet blevet fordrevet siden marts 2026.
– De humanitære behov i Gaza, på Vestbredden og i Libanon er enorme. Millioner af mennesker mangler adgang til helt basale fornødenheder som mad, rent vand, sundhedsydelser og beskyttelse. Med den nye støtte bidrager Danmark til, at erfarne humanitære organisationer kan fortsætte deres livreddende arbejde under meget vanskelige forhold, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Den danske støtte fordeles mellem FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA), FN’s humanitære landefond for Palæstina (OCHA), World Food Programme (WFP) i Libanon og Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC).
Ifølge Udenrigsministeriet skal midlerne blandt andet bruges til sundhedsydelser, fødevarehjælp, vand- og sanitetsindsatser, kontantstøtte til sårbare familier samt beskyttelses- og nødhjælpsindsatser.


