May el-Toukhys nye spillefilm Kvinde ukendt er udtaget til hovedkonkurrencen ved Venedig Filmfestival, hvor den får verdenspremiere. Filmen konkurrerer dermed om festivalens hovedpris, Guldløven, når festivalen åbner den 2. september.
Filmen foregår i København i maj 1945 og følger Marie, der står foran sit sommerbryllup med en ældre enkemand. Bag den tilsyneladende idylliske tilværelse gemmer der sig imidlertid en hemmelighed fra hendes fortid, som truer med at ændre hendes fremtid.
Kvinde ukendt markerer May el-Toukhys tilbagevenden til det psykologiske drama og sætter fokus på de kvinder, der efter Danmarks befrielse i 1945 blev stemplet og dømt til et liv i skam.
Tine Fischer, direktør for Det Danske Filminstitut, glæder sig over udtagelsen.
-“Udtagelsen af ’Kvinde ukendt’ til hovedkonkurrencen på en af verdens vigtigste festivaler, Venedig Film Festival, er ikke blot en anerkendelse af en helt særlig film, men også en meget fortjent anerkendelse af én af de mest markante danske filminstruktører i sin generation, May el-Toukhy. Med udtagelsen placerer hun sig i filmverdenens absolutte internationale top – med en film, der bekræfter hendes kunstneriske mod og unikke evne til at skabe etisk komplekse kvinderoller. Senest har el-Toukhy sat sit tydelige aftryk i lanceringen af Dogme25, der forsvarer behovet for at beskytte spillefilmens kunstneriske integritet. Udtagelsen af ’Kvinde ukendt’ understreger den særlige styrke, dansk film oplever internationalt i disse år.”
Manuskriptet er skrevet af Maren Louise Käehne og May el-Toukhy. Filmen er produceret af Mikael Christian Rieks for Nordisk Film, mens Mathilde Arcel og Carsten Bjørnlund spiller hovedrollerne.
Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut og får dansk biografpremiere den 4. februar 2027.
Den seneste danske spillefilm i Venedig Filmfestivals hovedkonkurrence var Bastarden af Nikolaj Arcel i 2023.



