Tre teenagere blev mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers, sigtet for forsøg på terrorisme.
Der er tale om to 16-årige drenge og en 15-årig dreng, som mandag morgen blev anholdt af Østjyllands Politi i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Københavns Politi.
Ifølge sigtelsen planlagde de tre gennem korrespondancer på platformene Discord og Telegram at dræbe og såre flere personer på Hadsten Skole i Favrskov Kommune.
To af de sigtede blev anholdt i Østjylland, mens den tredje blev anholdt i København. De er alle sigtet efter straffelovens paragraf 114 om terrorisme.
Grundlovsforhøret begyndte klokken 16 og blev afholdt bag lukkede døre efter anmodning fra anklagemyndigheden.
– Vi har haft et rigtig godt samarbejde med PET og Københavns Politi, der gjorde, at vi mandag morgen kunne foretage anholdelse af de tre mistænkte på de adresser, de bor på, siger politiinspektør Anders Uhrskov i en pressemeddelelse.
Han understreger samtidig, at politiet ikke vurderer, at der efter anholdelserne er nogen konkret fare for skolen.
– Det er en alvorlig sag, der naturligt skaber utryghed, men det er vigtigt at pointere, at vi efter anholdelserne ikke ser nogen fare for den konkrete skole. Vi er i dag gået i dialog med Favrskov Kommune og Hadsten Skole om, hvordan vi kan hjælpe med at få skabt tryghed for elever, forældre og ansatte, siger han.
På grund af sagens karakter oplyser politiet, at der fortsat venter et omfattende efterforskningsarbejde, og at det derfor er begrænset, hvor mange oplysninger der kan deles på nuværende tidspunkt.



