Mange nyuddannede lærere mangler fortsat støtte i begyndelsen af arbejdslivet, og det kan få betydning for, hvor længe de bliver i folkeskolen. Det fremgår af en ny undersøgelse, som Danmarks Lærerforening henviser til.
Ifølge undersøgelsen ser hver sjette lærer, der er uddannet inden for de seneste tre år, ikke sig selv arbejde i folkeskolen om fem år.
Fra næste år bliver det obligatorisk for alle nyuddannede lærere at gennemgå et introduktionsforløb, når de begynder på en skole. Initiativet blev aftalt i forbindelse med de seneste overenskomstforhandlinger.
Undersøgelsen viser samtidig, at 36 procent af de adspurgte ikke får reduceret undervisningstid, mens 52 procent oplyser, at de ikke har en mentor.
Formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, mener, at der er behov for en mere ensartet indsats på tværs af landet.
»I mange år har vi brugt en masse læreres tid på ikke at komme godt i gang. Det skal være slut nu. Vi har taget et godt første skridt ved at få det føjet ind i overenskomsten, og nu skal vi have kød og blod på, så kvaliteten af lærerstartsordningen ikke afhænger af skolens postnummer,« siger han.
Ifølge undersøgelsen svarer 38 procent, at de er meget enige i, at de stadig ser sig selv arbejde i folkeskolen om fem år. Yderligere 41 procent er delvist enige. Seks procent er helt uenige, mens 10 procent er delvist uenige.
Gordon Ørskov Madsen peger på, at en bedre start kan få betydning for både lærere og elever.
»Vi skylder de nyuddannede en bedre start på lærerlivet, men det handler faktisk ikke kun om dem. Det handler også om eleverne og om folkeskolens fremtid. Når nye lærere får en god start, øger vi chancen for, at de bliver i professionen og fortsætter med at udvikle sig – og dermed styrke den faglige trivsel hos kommende generationer af elever,« siger han.
Han mener samtidig, at der er behov for at forbedre arbejdsmiljøet generelt.
»Vi ser heldigvis nogle rigtig gode ambitioner fra den nye regering og en vilje til at lave markante investeringer i folkeskolen. Det er helt afgørende,« siger Gordon Ørskov Madsen.




