Naturstyrelsen har torsdag den 13. august skudt en problemulv nær Houstrup nord for Oksbøl. Ulven blev skudt inden for den reguleringszone, som myndighederne oprettede i sidste uge.
Reguleringszonen blev etableret efter flere episoder, hvor en ulv var kommet tæt på mennesker og ikke lod sig skræmme væk.
Ifølge myndighederne blev ulven skudt på ti meters afstand. Det giver en høj grad af sikkerhed for, at der er tale om den problemulv, som flere gange har været tæt på mennesker i området.
Naturstyrelsen har siden den 6. august haft medarbejdere og termiske droner i området. Undervejs blev reguleringstilladelserne udvidet, så styrelsen blandt andet fik mulighed for at bruge droner til at lokalisere ulven.
»Jeg er meget tilfreds med, at problemulven i Nørre Nebel nu er skudt. Når en ulv udviser en problematisk adfærd og har mistet sin skyhed over for mennesker, så skal den skydes,« siger minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen.
Han fremhæver samtidig borgernes tryghed og takker Naturstyrelsen og de borgere, der har indberettet observationer af ulven.
Aarhus Universitet havde tidligere gennemgået billeder og video af ulven og vurderet, at der formentlig var tale om den samme ulv, som tidligere på året havde udvist opsøgende adfærd i reguleringszonen ved Oksbøl.
På den baggrund blev den nye reguleringszone oprettet, hvor både Naturstyrelsen og private med en reguleringstilladelse kunne regulere problemulven.



